Viruses in wild European fishes and their significance for aquaculture, with special emphasis on viral haemorrhagic septicamia virus

Viral hæmorrhagisk septikæmi virus (VHSV) er en af de vigtigste virale patogener i opdrættet regnbueørred (Oncorhynchus mykiss) i Europa. Det Europæiske Fællesskabs (EU's) fiskehelse lovgivning (Direktiv 91/67/EEC) opregner VHS som en kategori 2 sygdom, hvilket er defineret som en sygdom med stor økonomisk betydning for Fællesskabet. VHSV er i det sidste 1½ årti blevet isoleret fra et stadig stigende antal fritlevende marine fiskearter. Indtil nu er VHSV blevet isoleret fra 46 forskellige fiskearter på den nordlige halvkugle (USA, Canada, Japan og Europa), heraf 15 forskellige fritlevende marine fiskearter i nordeuropæiske farvande inkluderende sild (Clupea harengus), brisling (Sprattus sprattus), torsk (Gadus morhua), spærling (Trisopterus esmarkii) og forskellige fladfisk. Det høje antal VHSV isoleringer fra Østersøen, Kattegat, Skagerrak, Nordsøen og farvandene omkring Skotland indikerer at virussen er endemisk i disse områder. Cirka 24750 vilde marine fisk fra farvandene omkring Danmark er blevet indsamlet og undersøgt virologisk under dette Ph.D. projekt, med isolering af VHSV fra 172 prøver og Birnavirus serogruppe II fra 48 prøver. Regnbueørreders modtagelighed for infektion med forskellige VHSV isolater er blevet undersøgt. Der blev foretaget 8 forsøg med regnbueørreder i størrelser fra 0,6 g til 6,2 g, og der blev undersøgt i alt 139 isolater. VHSV isolaterne stammede fra vilde marine fisk fra europæiske farvande (115 isolater), fra opdrættet pighvar (Psetta maxima) i Skotland og Irland (2 isolater) og fra opdrættet regnbueørreder (22 isolater). Isolaterne blev undersøgt ved immersion og/eller intraperitoneal (IP) injektion enten som sammenblandede isolater eller som enkelt isolater. Isolaterne fra vilde marine fisk gav ikke mortalitet ved immersion, mens nogle af de undersøgte isolater gav mortalitet ved IP injektion. Alle VHSV isolater fra opdrættet regnbueørred gav signifikant mortalitet ved immersion. De 2 isolater fra opdrættet pighvar medførte heller ikke mortalitet i regnbueørreder ved immersion, hvilket underbygger at de to isolater stammer fra det marine miljø. Smitteforsøg i regnbueørreder er for nuværende den eneste måde at differentiere VHSV isolater fra vilde marine fisk og opdrættet regnbueørred. I et immersion-smitteforsøg blev 33 VHSV isolater fra vilde marine fisk testet i Atlantisk laks (Salmo salar), og 9 VHSV isolater fra vilde marine fisk blev testet i pighvar. Både Atlantisk laks og pighvar blev ydermere smittet med 1 isolat fra opdrættet pighvar i Skotland og 1 isolat fra opdrættet regnbueørred. Forsøgene viste at ingen af de undersøgte VHSV isolater var patogene for Atlantisk laks, hvorimod adskillige af VHSV isolaterne fra vilde marine fisk og fra opdrættet pighvar var patogene for pighvar. Helt (Coregonus lavaretus) er blevet mistænkt for at overføre VHSV til opdrættede fisk. For at undersøge dette blev 148 vilde helt fanget i Skjern Å i december, når helten svømmer opstrøms fra Ringkøbing Fjord for at gyde. Der blev ikke isoleret virus fra helt. Ydermere blev et infektionsforsøg med helt udført. VHSV isolater af forskellig oprindelse blev testet ved immersion og IP injektion i 1,5 g opdrættet helt. Isolaterne blev udvalgt så både et marint isolat (1p40, isolat fra havkvabbe fanget i Østersøen), et isolat mistænkt for at være af marin oprindelse (SVA-14, isolat fra VHS udbrud i regnbueørred i havbrug i Kattegat, Sverige) og et ferskvandsisolat (DK-3592B, isolat fra VHS udbrud i dambrug i Danmark) var inkluderet. Alle isolaterne var stærkt patogene ved IP injektion med mortalitet på 99% til 100% blandt de eksponerede helt. Ved immersion var regnbueørred-isolaterne (både ferskvandsisolatet og isolatet mistænkt for at være af marin oprindelse) moderat patogene med mortalitet på ca. 20%. Det marine isolat inducerede næsten ingen dødelighed. Helt kan være VHSV bærere, men grundet den tilsyneladende lave infektionsrate i vilde helt i Danmark, er helts rolle i spredningen af VHSV i Danmark sandsynligvis ikke af stor betydning. Sverige oplevede et VHS udbrud i et havbrug placeret tæt ved øen Björkö i Kattegat i 1998, i et område hvorfra VHSV tidligere var blevet isoleret fra vilde marine fisk. Da Sverige var fri for VHS, og de fisk der blev benyttet til at besætte havbruget var af svensk oprindelse, var det ikke muligt at forklare udbruddet. Udrensningsprocedurer blev iværksat, og havbruget blev genbesat i 2000, men oplevede kort efter endnu et VHS udbrud. Finland oplevede for første gang et VHS udbrud i år 2000 i regnbueørreder i havbrug i Østersøen. I de følgende år har Finland hvert år haft VHS udbrud i havbrug. Finske regnbueørreder blev brugt til at besætte havbrugene og ligesom Sverige var Finland fri for VHS. Da det ikke var muligt at forklare VHS udbruddene blev isolaterne mistænkt for at være af marin oprindelse. De svenske og finske VHSV isolater fra regnbueørreder i havbrug blev undersøgt for patogenicitet og fundet at inducere mortalitet ved immersion på ca. 20% for de svenske isolater og ca. 40% for de finske. Dette er i modsætning til VHSV isolater fra vilde marine fisk, der ikke inducerer dødelighed i regnbueørred ved immersion. Disse isolater repræsenterer derfor måske et intermediært stade, hvor et marint isolat bliver patogent. Produktion af monoklonale antistoffer (MAbs) der kan skelne mellem VHSV isolater fra vilde marine fisk og opdrættet regnbueørred blev forsøgt. Uheldigvis var de udviklede MAbs ikke i stand til at differentiere mellem marine- og ferskvandsisolater. De skelnede dog mellem forskellige isolater, og reagerede med nogle marine- og nogle ferskvands-isolater. Smitteforsøgene viste at VHSV isolater fra vilde marine fisk ikke er nogen direkte trussel for opdræt af regnbueørreder, selv om det var muligt at isolere VHS virus fra nogle af de inficerede fisk. Ligeledes er VHS i Atlantisk laks ikke af stor bekymring, selvom naturlig infektion med VHSV i opdrættet Atlantisk laks er blevet observeret i Canada. For opdræt af marine fisk er situationen anderledes, da adskillige af de marine VHSV isolater er blevet vist at være patogene for pighvar med op til 68% mortalitet. VHS udbrud i pighvar opdræt i Skotland og Irland, hvor isolaterne er mistænkt for at være af marin oprindelse, bekræfter dette. Det er blevet overvejet om de tidlige danske VHSV isolater stammede fra isolater fra vilde marine fisk som blev patogene efter at have inficeret regnbueørreder og derved startede generationer af højpatogene ferskvandsisolater. Det er muligt at en lignede ting ses i svenske og finske regnbueørred havbrug i dag. VHSV reservoiret i det marine miljø skal ikke overses grundet dets vigtighed for aquakultur. Det skal dog heller ikke føre til den mening, at udryddelse af VHS i opdrættet fisk er en umulighed, hvilket er blevet modbevist af det danske udryddelsesprogram for VHS i ferskvandsdambrug. Med en fornuftig management strategi, der forbyder transport af modtagelige fiskearter fra det marine miljø til ferskvandsanlæg, bortset fra under ganske specielle omstændigheder, og afståen fra af fodre med fersk fisk, som det blev praktiseret i Danmark før 1985, er det muligt at opnå og opretholde VHS-fri status i kontinentale områder.

Fetched live from OpenAlex and de-inverted. Abstracts are not stored in this database: the inverted indexes are 8.6 GB of the frame’s 9.3 GB of text, and the host has 13 GB free.